Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Ernæringsdrikke og sonde

I nogle tilfælde har småtspisende brug for et supplement til maden. Her er ernæringsdrikke og/eller sondeernæring et nødvendigt alternativ.

Ernæringsdrikke

Ernæringsdrikke kan være fuldgyldige eller ikke-fuldgyldige. De findes i mange smagsvarianter.

Fuldgyldige ernæringsdrikke kan erstatte et måltid, og er oftest mælkebaseret.

Ikke-fuldgyldige ernæringsdrikke kan erstatte vand, saft og juice og drikkes til måltiderne, eller de kan indgå som supplement til et mellemmåltid. De ikke-fuldgyldige drikke kan være mælke- og saftebaseret drikke.

Se også nutricia, nestlehealthscience eller fresenius-kabi for yderligere produktinformation.

Sondeernæring

Sondeernæring er næring gennem en slange direkte ned i mavesækken, uden at beboeren behøver at tygge og synke selv. Det bruges, når det ikke længere er muligt at opnå et tilstrækkelig indtag med kosten og/eller energi- og proteintilskud.

For ældre, der er underernærede eller gennem længere tid har været småtspisende og som skal gennemgå en belastende behandling eller sygdom, er sondeernæring en vigtig mulighed.

Sondeernæring kan gives som hel- eller delvis ernæring. Det betyder, at det helt eller delvist erstatter den mad, som beboeren almindeligvis skulle spise.     

Iværksættelse af sondeernæring sker altid på baggrund af en lægeordination, og i samarbejde med en klinisk diætist.

Læs her, hvordan du kan være med til at gøre sondeernæringen til et godt måltid for den enkelte.

 

Supplerende sondeernæring

Sondeernæring kan gives som hel- eller delvis ernæring. Delvis sondeernæring kan gives som et supplement til den mad, som beboeren almindeligvis spiser. Der kan fx være behov for supplerende sondeernæring, når en beboer har været fuldt sondeernæret og skal overgå til at kunne spise almindelig mad igen.

Tygge- og synkefunktion

I skal være opmærksomme på flere punkter ved overgangen fra sondeernæring til almindelig mad. Det er vigtigt, at det er undersøgt, om beboeren er i stand til at tygge og synke maden.

Ernæring

Samtidig er det vigtigt at sikre, at beboeren får tilstrækkeligt at spise og drikke. Det kan være svært at vide, hvor meget mad, der skal til for at erstatte sondeernæringen. Beboere, der får supplerende sondeernæring, bør vejes 1 gang ugentligt, så vægtudviklingen kan følges nøje.

Tilskud

Ved egen læge kan borgeren få udskrevet en grøn recept på ernæringsdrikke eller sonderemedier (stativ, pumpeleje etc.). Med den grønne recept er der en egenbetaling på 40 % og de sidste 60 % får borgeren som tilskud.

Hjemmelavede energidrikke

Du kan selv lave lækre, velsmagende og friske energidrikke til beboere med behov for ekstra energi. Se her hvordan.

Du kan også følge én af de eksisterende opskrifter i kapitlet om mellemmåltider.

Hjælp til sondeernæring

Se Klinisk håndbog – Duodenalsonde Anlæggelse, pleje og vedligeholdelse (indsats 3.1) samt Pleje og vedligeholdelse af PEG-sonde (indsats 3.1). Du finder den på intranettet.    

Ombytningslister

Odense kommunes diætister har udarbejdet ombytningslister, som indeholder eksempler på to sondeernæringsprodukter og hvilken mad, der kan erstatte 100 ml sondeernæring.

Ombytningslisterne er vejledende, og det er vigtigt, at der tages højde for den enkeltes situation, og at der sikres et varieret madindtag i den rette konsistens.

Ombytningsliste Isosource Mix

Ombytningsliste Nutrison Protein Plus Energy (MF)