Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Appetit

maaltidet-som-stjernestundHvorfor er det vigtigt at vække de ældres appetit?

Mange ældre på plejecentre er småtspisende. Deres appetit er ikke stor.

Lysten til mad påvirkes nemlig af medicin, inaktivitet og humør.

Du kan heldigvis hjælpe med til at øge de ældres appetit, så de spiser mere, og måltidet bliver til en stjernestund.

Pluk i idéerne i fanebladene oven for og brug hvad du kan, de dage hvor det kan lade sig gøre.

Inddrag de ældre

Få de ældre aktiveret i madlavning, borddækning eller anden måltidsforberedelse, så de opdager, der er et måltid på vej og får tid til at glæde sig. Når ældre hjælper med at tilberede maden, vækker det også fordøjelsessystemet.

At hakke, skære, skrælle og røre i gryde sender alle signaler via føle-, syns-, og høresansen om, at der er mad på vej. Derfor betyder det noget og giver mening, hvis du har mulighed for at inddrage beboerne i madlavning og måltidsforberedelse.inddragelse-ved-maaltidet

omsorgsfuld-serveringOmgivelserne

Rolige, rare omgivelser betyder noget for måltidsoplevelsen, men er også med til at give appetit.

Stemning

En hyggelig, rar stemning både op til og under måltidet er med til at øge appetitten og få de ældre til lige at ”nappe” et ekstra stykke. Læs mere under det sociale måltid.

Læs mere om omgivelser og stemning her.

Borddækning

Et bord, der er dækket og gjort klar til et måltid, vækker appetitten og siger til kroppens sanser, at ”nu skal vi spise og det bliver godt”.

Læs mere om, hvordan du dækker et appetitligt bord.

Maden

duft-fra-koekkenet

At maden er veltillavet, indbydende og velduftende er selvfølgelig også meget afgørende for appetitten.

Allerede når næsen første gang opdager de første anstrøg af dufte fra bagværk i ovnen, stegeos fra sitrende pander og krydret damp fra suppegryder, begynder mundens kirtler at danne spyt.

Maven går i gang med at skabe en sultfornemmelse og organismens forventning om snart at være veltilpas og mæt, gør fordøjelsessystemet parat til at spise.

Brug gryde eller pande for duftens skyld

Kig på rettens forskellige dele og beslut dig for, hvor der er mest “for næsen”. Det kan fx være:

  • Karrysovsen i Boller i karry. Hvis du opvarmer sovsen i en gryde, vil det få køkkenet og spisestuen til at dufte af karry. Har du ekstra tid, kan du eventuelt også riste lidt tør karry på panden.
  • Bløde løg og bacon til Brændende kærlighed. Du kan selv lave bløde løg af et par rå løg og hæld portionen fra Byens Køkken i. Løg, der står og steger i lidt smør, er selve duften af hjemmelavet mad.
  • Gryderetter så som gullasch eller bankekød kan du opvarme i gryde, så de spreder duft på afdelingen.

Læs mere om, hvordan du vækker sanserne.

Anretning

Synssansen er meget vigtig for appetitten. Ser mad lækkert og indbydende ud og er anrettet flot med mange farver, er appetitten langt større, end hvis det ser kedeligt og trist ud.

Læs mere om anretning her.

Sådan forsvinder appetitten

Ligesom mange ting kan påvirke appettiten i en positiv retning, kan andre påvirke den negativt. Hvis vi bliver kede af det, stressede eller utilpasse, forsvinder appetitten.

Undgå:

  • At tale om beboerne istedet for til beboerne: Det kan være let at komme til at snakke om beboerne ansatte imellem. Det er dog ubehageligt at blive omtalt i 3. person, mens man er tilstede. Aftal evt. et tegn, som I kan give hinanden, hvis én af jer kommer til at omtale en beboer som hun eller han i stedet for Grethe og Børge.

  • Internt arbejdssnak: Snak mellem ansatte om arbejde, vagtplaner osv. kan hurtigt opfattes som snak henover hovedet på beboerne og understreger samtidig, at de ældres liv og hjem blot er jeres arbejdsplads. Det er ikke frugtbart for det gode måltid.
  • At snakke om sygdom: Det mindsker appetitten at snakke om sygdom og skavanker og understreger de ældres dødelighed, det de ikke kan og alt det, de skal have hjælp til.
  • At tale om bleer: Det er helt forbudt, upassende og uværdigt at tale om bleer under måltidet. Det udstiller de ældre og deres manglende renlighed og bør kun tales om i enerum plejer og beboer imellem.
  • At forstyrre måltidet unødigt: Medicinuddeling og andre ikke måltidsrelaterede opgaver er det bedst, hvis muligt, at vente med til efter måltidet er slut. Det forstyrrer og fjerner fokus fra maden og måltidet og sætter fokus på sygdom.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere, kan du læse udgivelsen: Ingen mad gør gavn, før den er spist – fra Socialstyrelsen

Del dine idéer

Har du gode erfaringer med at vække de ældres appetit, så tøv ikke med at dele dem med dine kolleger rundt om i kommunen – send en mail til miani@favrskov.dk