Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Bæredygtigere mad – og spisevaner

De officielle kostråd viser vejen

I 2021 udgav Fødevarestyrelsen et sæt nye kostråd, der ikke kun tager hensyn til den enkeltes sundhed og madkulturen i Danmark, men også verden omkring os.

Konkret lyder anbefalingerne:

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

En væsentlig ændring fra tidligere anbefalinger er, at den anbefalede mængde kød er skåret ned fra 500 gram til 350 gram om ugen, og samtidig er der kommet en ny anbefaling om at spise minimum 100 gram tilberedte bælgfrugter hver dag.

Læs mere om anbefalingerne for kød og bælgfrugter her

For borgere +65 er det især vigtigt at få nok protein ved at spise de anbefalede mængder kød, fisk og bælgfrugter. For småtspisende borgere gælder andre kostråd.

Se kostrådende for småtspisende her.

Kød belaster kloden mest

Baggrunden for det nye kostråd er, at produktionen af kød – især okse- og lammekød, belaster klimaet mange gange mere end produktionen af andre fødevarer.

Produktionen af oksekød udleder rundt regnet ca.:

  • 10 gange så meget CO2 som grisekød og kylling pr. kg fødevare
  • 100 gange så meget CO2 som gulerødder og kartofler pr. kg. fødevare

Tallene er taget fra CONCITOS store klimadatabase, hvor man kan slå op mellem 500 forskellige fødevarer og se deres klimaaftryk. Se databasen her.

Hvorfor er oksekød så klimabelastende?

Køer (og får) er drøvtyggere. De spiser rigtig meget foder og prutter og bøvser meget, mens de fordøjer deres mad. I den forbindelse producerer dyrene metangas, som er en meget kraftigere form for drivhusgas end CO2.

Derfor giver det mening, at vi erstatter noget af det kød, vi spiser med proteinrige bælgfrugter, så vi får det protein, vi skal bruge, og samtidig mindsker CO2 udledningen.

Sådan spiser du klimavenligere

Disse simple råd er gode at følge, hvis du gerne vil spise klimavenligere:

  • Spis mindre mængder kød – lad kødet være prikken over i’et, fremfor altid at skulle spille hovedrollen på tallerkenen
  • Undgå madspild – Det er både spild af penge og CO2 udledning at smide mad ud, der er blevet produceret, forarbejdet, transporteret osv.
  • Køb frugt og grønt i sæson – så undgår du, at det er produceret i opvarmede drivhuse, hvilket også koster dyrt i CO2 regnskabet.

Miljøhensyn i madproduktion

Der findes mange måder at producere mad på. Ønsker du at tage hensyn til miljøet, er et godt sted at starte at vælge økologisk produceret mad.

Hvad er økologi?

Økologisk fødevareproduktion handler om at skabe en bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion, hvor man tager særlige hensyn til miljø, natur og dyrevelfærd.

I økologisk produktion er der fokus på den effekt, som landbruget har på jorden, på gården, på afgrøderne og på dyrene. Lokalsamfund og det bredere globale miljø tages der også hensyn til.

Læs mere om økologisk produktion.

Hvorfor skal du vælge økologi?

Økologi er…

  • Fødevarer uden sprøjtemiddelrester
  • Rene varer, der ikke er sminket
  • Økologiske dyr har bedre forhold, idet de kommer ud, når årstiden tillader det, og har bedre plads at bevæge sig rundt på.
  • Bevarelse af en rig og ren natur.
  • Godt for grundvandet.

Læs mere om, hvad økologi er her

Økologisk madlavning

Den økologiske produktionsform er dyrere. Udfordringen er at omlægge til økologi inden for samme økonomiske råderum.

Fire simple råd er:

  • Brug lokale råvarer
  • Vælg råvarer i sæson
  • Skær ned på mængden af kød
  • Hav fokus på at minimere madspild ved at udnytte råvarerne optimalt.

Læs grundprincipperne for økologisk madlavning

Økologi

Læs mere om økologi på

Økologisk Landsforenings hjemmeside

Fælleskøkkenet anvender lokale og danske råvarer – læs mere her