Halal og vegetarmad

Hvad er halal?

I islam er der noget mad, der er halal – tilladt – og noget, der er haram – forbudt.

Der er bestemte madvarer, der ikke er tilladt:

  • Al mad med svinekød er haram. Herunder bacon, skinke, flæskesteg og masser af traditionelt pålæg såsom spegepølse, rullepølse, hamburgerryg, leverpostej, kødpølse og saltkød.
  • Al mad med husblas (fromager mm.), vingummi og tilsætningsstoffet E471 er haram, da det er lavet af svineknogler. Vær opmærksom på, at i Danmark bruger industrien denne type stivelse en del.
  • Alkohol er også forbudt eller haram for muslimer. Romkugler, rødvinssovs eller øllebrød – her må et alternativ uden alkohol på bordet. Også selvom selve alkoholen er kogt væk.
  • Der er også en del fisk og skaldyr, der er forbudt (haram). Det gælder hummer, tun, krebs, ål. De almindeligste fisk – fiskefilet, sild, rejer, torsk – er der ingen problemer med.

Slagtemetode afgør, om kød er halal

Kød skal være slagtet efter  specielle halal-regler for at være halal.

I Danmark bliver kyllinger slagtet efter halal-reglerne. Med andre kødtyper (okse, kalv, lam) er I nødt til at undersøge, om dyrene er slagtet efter reglerne.

Spørg den enkelte

I praksis betyder reglerne typisk, at ældre muslimer skal have vegetarisk mad eller mad med kylling / høns i stedet for svinekød. Derudover er det individuelt, hvor strikse de er.

Det bedste råd er at tale med beboeren selv og / eller de pårørende. Gør det allerede ved indflytningen, så der bliver taget hensyn fra starten af.

Hvad betyder vegetar?

Er en beboer vegetar, spiser han/hun ikke kød. Kosten består derfor af frugt og grønt, korn, bælgfrugter, nødder og frø.

De fleste vegetarer spiser også mælkeprodukter, ost og æg, da dette ikke forudsætter slagtning af dyr. Kun veganere afholder sig helt fra animalske produkter.

Spørg den enkelte

Det er vigtigt at spørge beboerne ved indflytning, hvad de spiser, da der er forskellige former for vegetarer. Nogle spiser fisk eller fjerkræ og andre spiser intet kød. Er en beboer vegetar, er det vigtig, at beboeren får sund og varieret mad for at få sit proteinbehov dækket.

Proteinrige fødevarer til vegetarer

Mælkeprodukter, ost og æg er rige på proteiner. Det er derfor godt for vegetarer at spise disse fødevarer flere gange om dagen.

Vegetabilske proteinrige fødevarer er:

  • Bælgfrugter (bønner, linser, kikærter),
  • Sojabønner og sojaprodukter (tofu, miso, sojapasta),
  • Grøntsager, nødder, frø, brød og kornprodukter.

Variér indtaget af forskellige bælgfrugter, grøntsager, nødder og kornprodukter dagligt. Sojaprodukter kan være godt at bruge, da de indeholder protein af god kvalitet ligesom animalske produkter.