Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Demens

Demensramte har brug for hjælp

Ældre mand med stok

Forestil dig, at verden omkring dig er sløret og ugenkendelig. Du kan ikke orientere dig, som du plejer. Du blander ting og mennesker sammen og har svært ved at udføre helt almindelige gøremål som at tænde lyset, lyne en lynlås og spise.

Sådan er det at være ramt af demens.

Demensramte ældre på plejehjem har ekstra meget brug for hjælp gennem dagen – også i måltidsituationerne.

Du kan hjælpe

Heldigvis er der mange ting, du kan gøre for at hjælpe dem til gode måltidsoplevelser. På de følgende faneblade er der gode råd og tips til dig, der arbejder med ældre ramt af demens.

Der er stor forskel på, hvor ramt af demens den enkelte beboer er. Tag udgangspunkt i netop dine beboeres tilstand og brug de idéer, der er behov og mulighed for.

Et godt rum for demensramte

  • Kraftigt lys: Demensramte har brug for mere lys end andre. Det er derfor en hjælp, hvis der er ordentligt, kraftigt lys.
  • Ro i rummet: Sørg for, at der ikke kører radio eller TV og at der er så få forstyrrelser som muligt.
  • Billeder af mad: Det kan være en måde at minde demensramte om, at ”i spiserummet spiser vi mad”, hvis der er billeder på væggene af mad – evt. også billeder på spisebordet af mad.

God borddækning kan være en hjælp

  • Ensfarvet dug: Farvede, mønstrede duge forvirrer og demensramte kan have svært ved at se tallerkenen på dugen.
  • Orden på tallerken: Skab orden ved at skille tingene ad på tallerken. Og undgå for meget pynt på bordene, da det kan forvirre.
  • Klare farver på service: Demensramte har ofte svært ved at skelne svage farver. Derfor er det en idé at dække bordet med tydelige, klare farver som gul og rød.
  • Tunge tallerkener med høj kant: Tunge tallerkener står bedre fast på bordet, og de høje kanter gør det lettere for den ældre at spise selv uden at spilde.
  • Bestik og kopper med store håndtag: Det er lettere at gribe fat om og holde om store håndtag end spinkle små håndtag. Det gør det lettere for demensramte at spise selv.
  • Halv fyldt glas: Det er lettere for en demensramt at se, at der er indhold i et halvt fyldt glas, end hvis glasset er helt fyldt.
  • Brug kun ske: Nogle demensramte kan have svært ved at skelne mellem kniv og gaffel. Her kan det være en idé kun at bruge en ske. Måske kan de godt bruge kniv og gaffel til frokost, hvor mange typisk er friskere, og så nøjes med ske morgen og aften. Kig på din beboer, og vurdér, om det går med kniv eller gaffel, eller om en ske er bedre.
  • Undgå sorte tallerkener og gulvtæpper: Demensramte oplever dem som sorte huller.

Sådan skaber du et godt, socialt måltid

  • Mand der får serveret en tallerken madFortæl hvad der sker: Demensramte kan let blive forvirrede. Derfor er det vigtigt at fortælle, at det er spisetid, og hvad der er på menuen.
  • God stemning: Stemningen til et måltid er meget afhængig af det sociale fællesskab i form af snak og samtale om bordet. Demensramte kan ofte have svært ved at fastholde en samtale. Her er det en god idé, hvis du har tid og overskud til det, at du finder på samtaleemner og holder samtalen i gang under måltidet. For inspiration se Det sociale måltid.
  • Vejled under måltidet: For de svært demensramte kan det være en stor hjælp at få fortalt, hvad de skal gøre under måltidet. Helt konkret kan du sige: ”tag gaflen”, ”tag gaflen i munden”, ”læg gaflen” osv.
  • Få valgmuligheder: Det kan være svært for demensramte at overskue mange ting på én gang. Hvis der er mange valgmuligheder i menuen, er det en god idé, at du udvælger to, du tænker er noget for beboeren, og så giver vedkommende mulighed for at vælge mellem de to.
  • Små portioner: Demensramte spiser nogle gange hurtigere end andre. Derfor kan det være en god idé at servere små portioner, så de ikke bliver færdige lang tid før alle andre. Er de mere sultne, kan de altid få flere gange.
  • Langsomme bevægelser: Demensramte bliver nemt stressede, hvis der foregår meget omkring dem. Du kan være med til at skabe en rolig måltidssituation ved at bevæge dig langsomt og prøve at sørge for, at alt er klart, inden I sætter jer til bords, så du ikke behøver at rejse dig og forlade bordet under måltidet.

Mad og måltider med demens som medspiller

Mad & Måltider i Odense Kommune har udarbejdet en håndbog med tips og idéer til dig, der arbejder tæt på beboere med demens på et plejecenter. Bliv klogere på demensvenlige måltider og find inspiration til hverdagen i håndbogen:

Mad og måltider med demens som medspiller

Vil du vide mere om demens?

Så kan du læse meget mere på Nationalt Videnscenter for Demens’ hjemmeside eller på Alzheimersforeningens hjemmeside.