Sammen om bedre måltider er Odense Kommunes strategi på mad- og måltidsområdet. Strategien er et udtryk for de værdier, som kommunen har på mad- og måltidsområdet.
Strategien handler om tilgangen til mad og måltider, om råvarer og rammer. Den er formuleret i 6 fælles politiske værdier i korte og præcise statements:
Måltidet giver livsglæde og kvalitet i hverdagen. Gode rammer skaber trivsel, tryghed og hyggelige stunder for den enkelte og fællesskabet.
Lær at lave mad og lær det fra dig. Madlavning kan være et aktivt bindeled mellem kulturer og generationer og skabe både færdigheder, identitet og fællesskab.
Maden laves med omtanke og afsæt i viden om god ernæring og giver gode betingelser for læring og livsudfoldelse.
Maden laves af friske råvarer af god kvalitet. De høstes lokalt og vælges med respekt for årstiderne. Dyrk det fynske og favn verden.
Lige og let adgang til god og sund mad er målet. Gode rammer og tilbud hjælper den enkelte til at vælge den gode og sunde mad. Viden og valg skal gå hånd i hånd.
Mad der dufter godt, smager godt og ser lækkert ud, er med til at skabe nydelse. Mad kan vække alle sanser. Det kan give mod på at prøve noget nyt.
Strategien består også af denne beskrivelse af, hvordan vi arbejder med mad i Odense Kommune – en fælles historie:
Sundhed, tryghed og nærvær er nøgleordene for vores arbejde med mad i Odense.
Vores ambition er, at odenseanernes måltider bliver lidt bedre, og vi ønsker at være en by, hvor mennesker på tværs af generationer og kulturer inspirerer hinanden til at spise godt og spise sammen.
Vi sætter i Odense fokus på det samlede måltid, fordi vi ved, at både maden og fælleskabet om maden er lige vigtige faktorer for vores samlede livskvalitet.
Noget af det, vi stiller skarpt på i Odense i disse år, er gode økologiske og gerne lokale råvarer, tilberedning, madspild, oplysning og måltidets rammer. Det gør vi både i kommunen og i byen generelt. Vi sætter blandt andet fokus på mere bæredygtig mad, der kan give et sundere Fyn og også bidrage til vækst. Vi elsker nemlig mad fra den mangfoldige fynske køkkenhave.
Vi vil som kommune bane vejen på dette område ved selv at gå først og ved at gøre det nemt for odenseanerne at gøre bæredygtighed til et naturligt valg. I Odense skal det være nemt at indhente viden om sund mad, at blive inspireret og at gå sammen i spisefællesskaber.
Ligesom Odense er kendt for at være en inspirerende cykelby, er det vores ambition, at Odense om nogle år også er kendt for at være en spændende madby – gerne hele Danmarks køkkenhave.
Odense vil gerne være en by, der inspirerer til den gode mad og det nærværende måltid, fordi begge elementer er så vigtige for vores samlede livskvalitet.
Vi vil være en by, hvor vi hele tiden bliver sundere og stærkere, fordi måltidet er noget trygt, hyggeligt og nærende. Måltidet skal være en stjernestund.