Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Tilsmag: Frokost

Idéer til individuel tilsmagning af rugbrødsmadder

  • Mayonnaise og citron i hver deres skåle.

Mayonnaise til æg, makrel og rejer giver fedme til at smøre munden, så maden kommer lettere ned i maven. Husk at give citron til, så mayonnaisens fedme bliver balanceret.

  • Rå løg, fx rødløg i tynde skiver til rullepølse.

De rå løg giver en god skarphed til rullepølsens fedme.

  • Ristede løg serveres i en skål til fx roastbeef sammen med remoulade og karse.

De ristede løg giver god knas til maden. Er remouladen for sød, serveres citronbåde til. Karsen er i den milde ende, lidt stærk, hvilket giver en rigtig god kombination.

  • Citronskiver eller både i en skål ved siden af.

Til pålægssalaterne som ofte er fede i smagen, er det en god idé at servere skiver/både af citron til. Citronsaften balancerer fedmen i pålægssalaterne, og giver friskhed med i købet.

  • Syrlige grøntsager som asier, græskar og rødbeder i syltede udgaver serveres i skåle til bl.a. leverpostej.

De syltede grøntsager balancerer leverpostejens fedme og giver friskhed til rugbrødsmaden.

  • Peberrod kan serveres i friskrevet udgave eller som syltet fra små bøtter og poser.

Den friskrevne peberrod er ikke ligeså stærk som peberroden fra bøtten eller posen. Peberrod serveres til pålægsmadder med fx oksebryst, pølser og tunge. Styrken fra peberrod får pålægsmaden til at smage af mere og er et godt modspil til kraftige smage fra intense pålægspølser.

  • Sennep i en skål ved siden af.

Sennep er også stærkt og balancerer fx et stykke medisterpølse eller sylte som serveres til frokost.

Biksemad eller ovnkartofler

Som lun frokostret kan du servere biksemad. Her giver Engelsk Sauce ekstra umamismag til retten. Det betyder, at smagen bliver kraftigere og mere fyldig. Derfor er det en god idé også at servere syltede rødbeder, græskar eller asier til, som balancerer retten.

  • Engelsk Sauce, HP sauce og ketchup giver også god smag til retter med ristede eller ovnbagte kartofler.

Salt og peber

Jo ældre man bliver, jo mindre kan man desværre smage maden.

Derfor er det en god idé at stille salt og peber på bordet, fordi både salt og peber får maden til at smage af mere.

Husk at nogle vil hellere have fint salt end knasende groft salt. Og mange peberkværne kan justeres således, at peberkornene ikke er for grove.

Pynt

Pynt er både dekorativt og kan bidrage med vigtige smagsnuancer. Brug råvarer, når de er i sæson.

Forår og Sommer:  Her er det oplagt at servere tomat, agurk og peberfrugt udskåret og serveret i skåle som pynt til håndmadderne. Alle tre grønsager tilføjer friskhed og sprødhed.

Efterår og Vinter: Her er det billigere at servere eksempelvis krammet kål, som er kål, der er fintsnittet og krammet med salt og sukker. Ønskes mere friskhed, dryppes enten citronsaft eller lidt eddike ned til kålen. Netop det syrlige element vil friske i munden og give mundvand, så maden lettere kommer ned i maven.

 

Har du styr på smørrebrødet?

Ellers er der hjælp at hente i håndmadsguiden.

Frokostretter?

Savner du inspiration til frokosten, så se siden med frokostretter.