Vælg hvilken kommune, du vil besøge

Hjælpemidler

Har du en beboer, der har en funktionsnedsættelse, kan et hjælpemiddel i nogle tilfælde være en god ide til måltidssituationen. Der findes en lang række hjælpemidler, der dækker forskellige behov, som kan støtte beboeren i at leve et mere uafhængigt liv. Det kan fx være speciel bestik, krus, glas, kopper, tallerkenkant mm.

Hvem kan søge om hjælpemidler?ældre udenfor med stok og gangstativ

For at være berettiget til hjælpemidler skal beboeren have et varigt nedsat funktionsniveau. Det vil sige, at træning og behandling ikke kan hjælpe på funktionsevnen. Din kommunes rehabiliteringsrådgivere/visitatorer vil sammen med beboeren, og evt. jer som plejepersonale, vurdere, hvilke behov og muligheder der er for hjælpemidler.

Se i kolonnen til højre, hvordan du søger om hjælpemidler.

Nedsat funktionsevne

Hvordan hjælper du bedst beboere med nedsat funktionsevne under måltidet?

Køb af hjælpemidler

Beboeren kan også selv vælge at købe hjælpemidler. På Hjælpemiddelbasens hjemmeside kan du finde informationer om hjælpemidler, og du kan se, hvilke der er på markedet, Her er hjælpemidler til forskellige formål og ikke mindst hjælpemidler, der kan hjælpe i forhold til måltidssituationen og som køkkenredskaber, hvis en beboer ønsker at hjælpe til i køkkenet.

  • HjaelpemidlerBestik: Der findes bestik, som er fortykket, tungt, let og vinklet. Derudover findes der bestik, som har anti-slip funktion, bestik der kan sidde fast på hånden, og bestik til beboere der ryster på hænderne.
  • Tallerkner: Der findes tallerkner med høj kant og aftagelig kant, som kan bruges på almindelige tallerkner. Der findes også tallerkner med skridsikker bund.
  • Køkkenredskaber: Der findes fx rivejern, knive med ergonomiske håndtag, skridsikre skærebrætter, dåseåbnere og skrælleknive, der er nemme at holde ved.

Sådan ansøger du om hjælpemidler i Odense

Beboeren og pårørende kan søge om hjælpemidler ved at udfylde et ansøgningsskema. Se skemaet på Odense kommunes hjemmeside.

Når skemaet er udfyldt, skal det sendes via Digital Post, og Odense Kommune vil behandle ansøgningen. Har beboeren ikke adgang til digital post, skal du som medarbejder oprette en ansøgning igennem Henvendelsesmodulet i Care.

Beboeren bliver derefter kontaktet af en rehabiliteringsrådgiver, som vil rådgive beboeren og personale om det videre forløb.

Viden og råd

Har du eller en beboer brug for at afprøve og se hjælpemidler, findes der forskellige muligheder.

Knuds hus

Knuds hus er et velfærdsteknologisk læringshus for medarbejdere i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Huset henvender sig primært til de medarbejdere der har kontakt med beboere, og som derfor skal kunne rådgive, guide og støtte en beboer i brugen af hjælpemidler. Du kan booke en tid til rundvisning i Knuds Hus for dig og dine kolleger via knudshus@odense.dk.

Det hjælpsomme hjem

Det hjælpsomme hjem er en udstillingslejlighed, der er udstyret med alle de hjælpemidler, der kan lette hverdagen for beboere. Her kan alle beboere og pårørende i kommunen komme og se og prøve de muligheder, der er. I Det Hjælpsomme Hjem mødes beboeren af en rehabiliteringsrådgiver, som kan hjælpe med at afklare behov og vejlede i forhold til muligheder for hjælp og støtte. Lejligheden er en del af “Indgangen” på Dalumvej 95B. Se linket ovenfor for åbningstider.

Seniorland i Søndersø

I Søndersø ligger butikken Seniorland Søndersø på Industrivej 6, 5471 Søndersø. Man kan besøge butikken og få råd og vejledning som privat forbruger.