Proteinberigelse og sondemad
Der kan blive behov for at berige maden med ekstra protein, hvis appetitten er lille og proteinbehovet samtidig er stort. Det er aktuelt for mange ældre mennesker.
Nogle har endda behov for at få næring gennem en sonde, hvis de af forskellige årsager ikke kan indtage den næring, de har brug for, gennem munden.
Tilskud
Ved egen læge eller kommunens kliniske diætister kan borgeren få udskrevet en grøn recept på ernæringsdrikke eller sonderemedier (stativ, pumpeleje etc.). Med den grønne recept får borgeren 60 % i tilskud på ernæringspræparater.
Proteinberigelse
Protein er som nævnt byggesten for kroppen. Proteiner kan desværre ikke lagres i kroppen som for eksempel fedt. Så selvom man får rigeligt af proteiner ved et måltid, så er det ikke ernæringsmæssigt tilstrækkeligt til en hel dag eller til sårbare sygdomsperioder.
Specielt som ældre og/eller småtspisende, skal man være ekstra opmærksom på at få proteiner ved alle måltider. Det gælder også mellemmåltider, da kroppen kun kan optage det, den har behov for lige nu og her.

Ernæringsdrikke
I nogle tilfælde har småtspisende brug for et supplement til maden. Her er ernæringsdrikke og/eller sondeernæring et nødvendigt alternativ.
Ernæringsdrikke kan være fuldgyldige eller ikke-fuldgyldige. De findes i mange smagsvarianter.
Fuldgyldige ernæringsdrikke kan erstatte et måltid, og er oftest mælkebaseret.
Ikke-fuldgyldige ernæringsdrikke kan erstatte vand, saft og juice og drikkes til måltiderne, eller de kan indgå som supplement til et mellemmåltid. De ikke-fuldgyldige drikke kan være mælke- og saftebaseret drikke.
Se også nutricia, nestlehealthscience eller fresenius-kabi for yderligere produktinformation.

Sondeernæring
Sondeernæring er næring gennem en slange direkte ned i mavesækken, uden at beboeren behøver at tygge og synke selv. Det bruges, når det ikke længere er muligt at opnå et tilstrækkelig indtag med kosten og/eller energi- og proteintilskud.
For ældre, der er underernærede eller gennem længere tid har været småtspisende og som skal gennemgå en belastende behandling eller sygdom, er sondeernæring en vigtig mulighed.
Sondeernæring kan gives som hel- eller delvis ernæring. Det betyder, at det helt eller delvist erstatter den mad, som beboeren almindeligvis skulle spise.
Iværksættelse af sondeernæring sker altid på baggrund af en lægeordination, og i samarbejde med en klinisk diætist.
