Måltidets fysiske rammer
Når måltider indtages i rare og rolige omgivelser, bliver vi siddende længere, vi spiser mere og får i det hele taget en bedre oplevelse.
Økonomi og tid spiller en rolle for indretningen. Der er dog ting, som du og dine kolleger kan gøre, som ikke nødvendigvis kræver ekstra ressourcer.
Idéer, der kræver lidt ekstra, er værd at have for øje, næste gang der er økonomi til forbedringer.
På denne side er der inspiration til, hvordan indretningen kan blive hyggelig. Det er som altid vigtigt at tage udgangspunkt i netop jeres beboere, deres behov og de muligheder, der er hos jer.
Indretning
De fysiske rammer for måltidet har stor betydning for både stemning og appetit.
Spiserum på plejecentre er indrettet, så de overholder krav for både arbejdsmiljø, hygiejne og sikkerhed. Det kan betyde, at der skal tænkes kreativt for at skabe en hjemlig og hyggelig stemning, som er gavnlig for måltidet og gør, at de ældre har en god oplevelse og spiser mere.
Vil du vide mere?
Der er mere inspiration og viden at hente hos Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Borddækning
Hvordan bordet er dækket, har betydning for måltidsoplevelsen.
Forestil dig dit spisebord derhjemme lige før et måltid. Hvordan ser det ud? Hvad gør bordet indbydende, så du får lyst til at sætte dig, slappe af og nyde din mad?
Forestil dig nu spisebordet i de ældres hjem – din arbejdsplads. Er der idéer fra dit eget spisebord derhjemme, som du kan bruge til at gøre de ældres spisebord hyggeligt og indbydende?
Hverdagen på et plejecenter er ofte travl. Heldigvis kan små ting ofte gøre en stor forskel, når det kommer til at dække et indbydende bord, vække de ældres appetit og gøre måltidet til en stjernestund.

Bakkeservering
Hvis en beboer ønsker at spise på sin egen stue, får vedkommende ofte serveret sin mad på en bakke.
Dækker I op på bakke, er der flere ting, I kan gøre, for at det bliver mindre institutionsagtigt og mere hyggeligt. Se de gode idéer her på siden.

Lys, lyd og duft
Lys, lyd og dufte er vigtige at være opmærksomme på, når der skal spises. Rolige lyde, rart lys og dejlig duft kan understøtte den gode stemning og lysten til at spise, mens uro, dårlig belysning og indelukket lugt kan stå i vejen for det gode måltid.
