Project Description

Mad
Måltider
ERNÆRING
ØKONOMI
HYGIEJNE
Værktøjer

Drikkevarer

Væskebehov

Væskebehovet kan for ældre under normale omstændigheder dækkes ved at drikke ca. 1½ liter væske om dagen.

Ældre har behov for mere væske end normalt, hvis de sveder, har diarré eller kaster op.

Ofte har ældre sværere ved at føle tørst end andre. De er i større risiko for dehydrering.

Det er derfor vigtigt, at de drikker væske, også selvom de ikke føler tørst.

Valg af drikkevarer

Alle drikkevarer tæller med i dagens væskeregnskab. Fx mælk, kakaomælk, te, kaffe, juice, saft og vand.

Det er vigtigt at spørge, hvad den enkelte ældre ønsker at drikke. Herudover er det også individuelt, hvilke drikkevarer, der er bedst for den ældre, da alle har forskellige ernæringsmæssige behov.

Hvis du er i tvivl om væske- og ernæringsbehovet for den enkelte beboer kontakt da en diætist.

Mælkeprodukter

Mælkeprodukter indeholder proteiner, vitaminer og mineraler, som alle ældre kan have gavn af. Ældre bør indtage ¼ – ½ l mælkeprodukt dagligt.

Småtspisende ældre kan have gavn af at drikke især sødmælk, som er rig på energi. Ældre med god appetit kan have gavn af at drikke mælkeprodukter med lavere fedtprocent fx minimælk eller kærnemælk.

Vand, te og kaffe

Vand, te og kaffe uden mælk og sukker indeholder ingen energi: derfor skal det ikke være de eneste drikkevarer, som småtspisende ældre får.

Derimod kan disse drikkevarer være gode til beboere, der ikke har brug for den ekstra energi i væsken.

Saft og juice

Saft og juice indeholder energi, men ingen proteiner. Derfor bør mælk vælges frem for saft og juice til småtspisende ældre. Hvis den ældre ikke kan eller vil drikke mælk, kan saft og juice bidrage med energi frem for vand, te og kaffe, som ikke indeholder energi.

Vær dog opmærksom på, at sukkerindholdet i saft og juice kan påvirke den ældres tænder negativt.

Diabetes

Juice og saft har et højt sukkerindhold og påvirker blodsukkeret. Borgere med diabetes bør derfor undgå at drikke juice, saft og andre drikke med sukker.

Borgere med diabetes bør fordele indtaget af mælk jævnt over dagen, da mælk også giver blodsukkerstigning.

Er beboeren med diabetes småtspisende, kan det være nødvendigt med ekstra energi og proteiner i drikkevarerne. Så her er det en god idé at drikke mælk med en høj fedtprocent.

Fortykning af drikkevarer

Beboere med synkebesvær kan have behov for, at væsken fortykkes, så de ikke fejlsynker.

Det er vigtigt at tale med dysfagiteamet for at sikre den rette fortykning af væske til den enkelte beboer.

Læs mere om fortykning af drikkevarer i Anbefaling for den danske institutionskost

< Tilbage til forrige side

Energidrikke

Find inspiration til energidrikke her.

Grundkøkken

Hvad er godt altid at have i køkkenet, så du kan tilbyde de ældre noget lækkert at drikke?